Libratone Live & Libratone Lounge

Lad det være sagt med det samme. Vi har ventet et helt år på, at danske Libratone ville udvide sortimentet. Ikke fordi Libratone Beat ikke gør et godt stykke arbejde design og lydmæssigt, men mere fordi Libratone for et år siden ikke var klar til Airplay. Det er de nu med Libratone Live og også med en helt ny højtaler; Libratone Lounge.

Inden vi starter med at se nærmere på de 2 Airplay højtalere, så må jeg lige informere om, at siden denne artikel er skrevet, kan både Libratone Lounge og Libratone Live købes online og i diverse forretninger.

Libratone Live

Lad os starte med det oplagte. Libratone Live er en næste tro kopi af Libratone Beat. Og så alligevel ikke helt. Libratone Live er udvendig identisk med Beat, og hvorfor ændre på et design der i den grad stadig holder. Jo jo, vi har hørt flere sige, at den ligner en stor termokande med håndtag eller et kradsebræt til katten. Måske udtalelserne kommer fra netop de mennesker, som stadig holder på, at en højtaler skal være lavet af bøgetræ, være 1,5 meter høj og ligeså bred. Vi tror bare, at det er lettere, at overbevise kæresten om, at Libratone Live skal ind i stuen, frem for et lille legehus med basenheder.

Hvor Libratone Live virkelig gør en forskel frem for forgængeren er, at der denne gang er indbygget Airplay teknologi. Det betyder at hvor du med Beat skulle bruge dongle i iPod og computer for at høre trådløs musik og lyd, kan du nu, med Libratone Live, sende musikken trådløst direkte fra en iPod touch, iPad, iPhone eller en computer med nyeste version af iTunes – Ja, det er afsindig smart!

Libratone Live har også fået en lidt større forstærker denne gang. 150 watt leverer effekten ud på en 50W bas, 2x25W diskanter og 2x25W mellemtone. Libratone Live har altså denne gang fået separate mellemtone enheder frem for delt diskant og mellemtone.

Libratone Live har et sidste trick i ærmet. Ja selvfølgelig, en app. Da Libratone Live er fuldstændig tømt for knapper, ud over en enkelt på fronten, så er en app et meget kærkomment initiativ. Med denne app, som du henter til dit Apple produkt, kan du fjernbetjene og justere lyden på Libratone Live. Det er rasende smart, da vi har hørt en Libratone spille suverænt i ét rum, men mindre godt i et andet. Med denne app kan du nu justere Libratone Live til dine omgivelser. Ikke nok med det, så giver denne Libratone Live app dig mulighed for at opdatere software på Libratone Live. På denne måde kan Libratone drengene lave småjusteringer i opsætningen hen af vejen på Libratone Live.

Libratone Live forventes i butikkerne til september. Prisen starter fra 4999,00 DKK for standard udgaven i grå, og sandsynligvis 5699,00 DKK for Classic udgaven, som fåes i sort, rød, beige og den helt nye lime grønne. Og ja, Libratone Live Classic modellen er betrukket med italiensk kashmir uld.

Libratone Lounge

Libratone Lounge var den anden store nyhed, som danske Libratone i går kunne præsentere. Og Libratone Lounge er en ganske interessant nyhed. Hvor Libratone Live er perfekt som ren afspiller af lyd fra iPod, computer osv. på kontoret, i stuen eller køkkenet, så er Libratone Lounge henvendt i langt højere grad til TV’et. Libratone Lounge ligner, og er måske i virkeligheden, en soundbar. Libratone Lounge er nemlig perfekt til at hænge under dit TV eller stille på en skænk ved fladskærmen.

Libratone Lounge kan med et enkelt AUX kabel tilsluttes din fladskærm, og vil uden tvivl passe flot ind i de fleste stuer. Libratone Lounge har også en god størrelse til formålet. Højtaleren er nemlig kun 12cm dyb, 100cm bred og 22cm høj. Vi har ikke hørt Libratone Lounge, men størrelsen taget i betragtning og Libratones specielle teknologi, så bør den kunne spille bagdelen ud af bukserne. Vi glæder os til at høre den.

Libratone Lounge er på det tekniske niveau så godt som identisk med Libratone Live. 150 watt og de samme 5 enheder. Og som Libratone Live, så er det 5 separate forstærkere og DSP teknologi, som ifølge Libratone skulle give en bedre diskant og bas.

Fik vi sagt Airplay? Libratone Lounge er selvfølgelig også udstyret med Airplay teknologien. Du kan altså, ud over at bruge Libratone Lounge som TV højtaler, bruge højtaleren med din iPod touch, iPad, iPhone og computer med iTunes. Og nej, du skal ikke bruge dongles eller andre ting før det fungerer. Tænd din iPhone og gå i iPod mode. Tryk på Airplay – Så spiller!

Libratone Lounge kommer til september. Prisen bliver cirka 8999,00 DKK for Standard modellen og 9999,00 DKK for Classic udgaven betrukket med kashmir uld.

Er vi glade?

Vi er mere end glade, og kan ikke vente med at afprøve Libratone Lounge og Libratone Live. Vi har allerede nu Beat, som også fungerer perfekt. Her har vi dog tilsluttet Airport Express for at opnå Airplay. Det er slut nu!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *